Forslag: produktoprettelse for Second Football Shirts
Forslag til Second Football Shirts · juli 2026

I kender historien. Det gør produktsiden ikke.

Et værktøj der opretter trøjen i webshoppen fra telefonen og skriver historien med. I tager billederne og udfylder felterne. Resten står den for, og intet går live før I har godkendt det.

Rul ned
Lionel Messi Barcelona udebanetrøje 2015/16, bagside

Fra jeres butik.
Lionel Messi Barcelona 15/16 · 1.449 kr

Baggrund

Vi har kigget webshoppen igennem for at se, hvad et værktøj kan tage over. Det er især to ting: tiden der går med at oprette hver trøje, og den viden om trøjerne der ikke når ud på produktsiden. Resten af tilbuddet handler om dem.

Det vi foreslår

En app I åbner på telefonen ude ved trøjerne, ikke en skærm I skal sætte jer ved bagefter. Den ligger på hjemmeskærmen som enhver anden app og skal ikke hentes i App Store.

Hold musen over et trin for at se hvad der sker. Eksemplet følger en trøje fra jeres butik hele vejen igennem.

Fotografér TRIN 1 Udfyld TRIN 2 Slår op TRIN 3 Skriver TRIN 4 Godkend TRIN 5 Dansk Engelsk Tysk
Trin 1 · Fotografér

I tager billederne med telefonen. Forside og bagside som minimum, plus detaljer hvis der er et mærke, en patch eller et slid der skal vises.

Forside
Bagside
Detalje
Trin 2 · Udfyld

De samme felter hver gang, så trøjerne bliver beskrevet ensartet.

SpillerLionel Messi
KlubBarcelona
Årgang2015/16
StørrelseM
Stand9/10
Pris1.449 kr
Trin 3 · Vi slår op

Værktøjet finder ud af hvad der skete den sæson, og gemmer hvor hver oplysning kommer fra. Er der ingen kilde, kommer påstanden ikke med.

Messis femte Ballon d'Or, januar 2016wikipedia.org
41 mål i sæsonen på tværs af turneringerwikipedia.org
Fire titler til Barcelona, heriblandt La Ligalaliga.com
Trin 4 · Skriver

Historien skrives i lag, ikke som ét afsnit: spilleren, holdet, trøjen og året. Alle tre sprog på én gang. Tags og kollektioner sættes samtidig, så trøjen dukker op de rigtige steder i butikken.

Barcelona La Liga Lionel Messi 2010'erne Str. M Dansk Engelsk Tysk
Trin 5 · Godkend i appen

Hele produktsiden ligger klar til gennemsyn inde i appen: billeder, tekst på alle tre sprog, pris, størrelse, tags og kollektioner. Skurrer noget, retter I det på stedet.

Når I trykker udgiv, bliver trøjen synlig i webshoppen. Først der. I skal ikke ind i Shopify på noget tidspunkt, og intet går live uden at et menneske har set det.

Sådan ville siden se ud hos jer
Fri fragt ved køb over 999,- 10% rabat ved 4+ trøjer +1.000 trøjer på lager
ALLE TRØJERUDSALGLANDSHOLD GRAILSMYSTERY BOXESINFO
Bagside
Forside
Lionel Messi Barcelona 15/16 - M
1.449,00 kr
Kun 362,25 kr/md med ViaBill
Størrelse
M
ADD TO CART
Tilføj til ønskeskyen
Description Shipping & Returns

Stand/Cond: 9/10 · Detaljer: Minimal slid.

Sæsonen hvor Messi vandt sin femte Ballon d’Or. Barcelonas gule udebanetrøje fra 2015/16. Han scorede 41 mål den sæson og satte sammen med Suárez og Neymar spansk rekord med 131. Fire titler til klubben det år. Nike, Qatar Airways på brystet, unicef på ryggen.

Trøjens historie

Hvor den kommer fra, og hvem der spillede i den.

Trøjen

Nike, udebane 2015/16

Den gule udebanetrøje med den catalanske senyera ned over brystet. Sæsonen 2015/16 gav fire titler: La Liga, Copa del Rey, UEFA Super Cup og VM for klubhold, og Messi, Suárez og Neymar scorede 131 mål tilsammen. Qatar Airways på brystet, unicef på ryggen og LFP-mærket på ærmet. Stand 9/10 med minimalt slid og ingen defekter.

Klubmærke og sponsor
Lionel Messi fejrer et mål på Camp Nou
Spilleren

Lionel Messi

Kom til Barcelona som 13-årig fra Rosario og blev der i 17 sæsoner. 672 mål for klubben står stadig som rekord, og ingen har vundet Ballon d’Or flere gange end hans otte. Ti spanske mesterskaber, fire Champions League-titler og VM med Argentina i 2022.

Klubben

FC Barcelona

Stiftet i 1899 og ejet af sine egne medlemmer i stedet for en investor. Kaldenavnet més que un club stammer fra Franco-tiden, hvor tribunen var et af de få steder man kunne være åbenlyst catalansk. Camp Nou har været hjemmebane siden 1957, og fra ungdomsakademiet La Masia er både Messi, Xavi, Iniesta og Guardiola kommet.

Camp Nou fyldt med tifo på tribunerne

Vi bygger det i to dele

Vi bygger det i to omgange, så I får noget der virker tidligt i stedet for at vente til det hele er færdigt. Del 1 kan bruges fra den dag den er klar. Del 2 lægger historierne oveni.

Del 1

Produkterne oprettes

  • Billeder direkte fra telefonen
  • Alle produktfelter udfyldt i webshoppen
  • Tags og kollektioner sat automatisk
  • Produkttekst på dansk, engelsk og tysk
  • Gennemsyn og godkendelse i appen
Del 2

Automatisk indsamling af data til produktbeskrivelsen

  • Slår spilleren og sæsonen op
  • Skriver historien bag trøjen
  • Kilde på hver oplysning
  • Advarer hvis noget ikke stemmer
  • Spiller- og klubtekster genbruges på tværs af trøjer
  • Flere trøjer ad gangen

Oplysningerne under produktet bor i jeres Shopify. Historien og de tilhørende felter, som vises udover produktbeskrivelsen, gemmes som en del af produktet, ikke i et system ved siden af. Det betyder at I ejer dataene, og at de følger med hvis I en dag skifter værktøj.

Oplysningerne gemmes som statiske metaobjekter i Shopify, så information om eksempelvis FC Barcelona kun skal indsamles én gang og derefter kan vises på alle Barcelona-trøjer. Dataene kan indsamles ved hjælp af AI og uploades direkte til Shopify via en skabelon i Google Sheets eller appen. Hvis det ønskes, kan vi også udvikle en fuldt automatiseret løsning.

Tilvalg: studiebilleder

Appen kan lave et ekstra billede ud fra det foto I allerede har taget i trin 1: samme trøje, ren baggrund, samme lys og samme beskæring hver gang.

Den samme trøje som genereret studiebillede
Trøjen fotograferet med telefonen
Telefon Studie

Træk i håndtaget, eller brug piletasterne, for at se forskellen.

Til venstre telefonbilledet, til højre studiebilledet.

Det er den samme trøje. Snit, farve, tryk, mærker og patches bliver gengivet som de er. Det er kun baggrunden, lyset og beskæringen der bliver ens fra trøje til trøje.

Nærbillederne skal I stadig tage. Det større slid følger med over på studiebilledet. Huller, misfarvninger og tryk der er ved at slippe kan ses på et billede af hele trøjen, og det bliver gengivet. De helt små ting kan ikke, lige så lidt som de ville kunne ses på et almindeligt helbillede. Pulls i stoffet, krakeleret tryk og små slidmærker skal derfor stadig dokumenteres med jeres egne nærbilleder, som I gør i dag.

Hvert billede godkendes i appen ligesom teksten, og rammer det ikke, beder I om et nyt. Jeres eget foto bliver liggende på produktet.

Studiebillederne bygger videre på fotodelen i del 1 og koster 9.000–13.500 kr for 10–15 timers arbejde. Både produktbilleder og stemningsbilleder er med i prisen. I kan vælge dem til nu eller se del 1 an først. Resten af tilbuddet er det samme.

Stemningsbilleder er med. Det samme foto kan også bruges til billeder der viser trøjen i brug, til forsiden, en kollektion eller sociale medier.

Barcelona-trøje på en betonbane Inter-trøje ved havnen Holland-trøje ved kysten Manchester United-trøje på en gade Ajax-trøje ved en kanal
Stemningsbilleder Lavet ud fra de samme optagelser som produktbillederne.

Pris og tid

Prisen står som interval, fordi en del af arbejdet afhænger af hvordan jeres tema er sat op, og det kan vi først se når vi er inde i det. Vi afregner efter faktisk forbrug inden for intervallet.

LeveranceTimerPris
Del 1 18–26 16.200–23.400 kr
Del 2 12–18 10.800–16.200 kr
Studiebilleder Tilvalg 10–15 9.000–13.500 kr
Samlet for del 1 og del 2
30–44 timer · timepris 900 kr · ekskl. moms
27.000–39.600 kr

Studiebillederne er ikke regnet med. Vælger I dem til, bliver det 40–59 timer og 36.000–53.100 kr i alt.

Viser noget sig undervejs at være mere omfattende end antaget, siger vi til inden vi går videre. I bliver ikke overrasket ved slutfakturaen.

I kalendertid svarer del 1 til omkring to uger fra opstart, afhængigt af hvor hurtigt vi får adgang til webshoppen. Del 2 følger derefter.

Løbende omkostninger

Der er en mindre månedlig driftsudgift til at holde værktøjet kørende, og fra del 2 desuden et forbrug pr. oprettet trøje. Beløbene afhænger af hvor mange trøjer I lægger op, og vi vender tilbage med et konkret overslag når vi kender jeres normale volumen.

Vælger I studiebillederne til, kommer der et forbrug pr. genereret billede oveni. Det tæller også med i overslaget, så I kan se hvad en trøje koster fra ende til anden.

Næste skridt

  1. Vi skal sammen have defineret det optimale oprettelsesflow til jeres virksomhed
  2. Vi skal have aftalt hvilke data vi skal have med ind på produktsiderne
  3. Vi skal have undersøgt regler og muligheder for at indsamle og benytte billeder på produktsiderne. Hvis I/Vi ikke finder en løsning til dette har vi to muligheder: 1. Vi bruger generiske billeder, som vil være identiske på hver side og så er det tekst og overskrifter der skifter. 2. Vi skal lave en løsning der automatisk genererer in-action billeder af trøjen på personer, som ikke eksisterer